Dental radiografi blev opfundet i 1896, kun et år efter opdagelsen af generelle røntgenstråler. Det var banebrydende for billedstøttet diagnose inden for dentalindustrien.
Den tyske tandlæge Otto Walkhoff tog det første røntgenbillede nogensinde af menneskelige tænder med en fotografisk glasplade. Enkelteksponeringen varede så længe som 25 minutter. For første gang blev klinikere i stand til at observere indre tandstrukturer, herunder tandkaries og rodmorfologi. Dette gennembrud forlod fuldstændig den gammeldags diagnose, der udelukkende var baseret på manuel erfaring.
Tidslinje for nøgleudvikling
1920'erne: Dental røntgenmaskiner i kompakt størrelse blev lanceret og blev gradvist populær i private tandklinikker.
1980'erne: Digital dental radiografi kom til, hvilket reducerede strålingseksponeringen med over 80 procent.
Efter 2000: Cone-Beam Computed Tomography (CBCT) vandt udbredt brug og leverede tredimensionelle visninger af tænder og kæbeknoglestrukturer.
Det almindeligt forekommende tandrøntgenbillede i lille størrelse i moderne klinikker refererer til den periapikale film til inspektion af en enkelt tand. Derimod fanger panoramarøntgenbilleder hele tanden i ét skud. Dental billeddannelsesteknologi bliver ved med at udvikle sig. Mange avancerede tandklinikker anvender nu intraorale scannere til at bygge 3D-tandmodeller uden røntgenstråler.
